I terapien vil vi tage udgangspunkt i de problemer og vanskeligheder, der påvirker dig og fjerner dig fra det liv, du foretrækker at leve. Det gør vi gennem samtaler, hvor vi undersøger de erfaringer og den viden du har om det, der er svært, samt de erfaringer du har i at håndtere det – erfaringer, der ofte bliver glemt, når vi føler os overvældet af svære ting. Formålet med terapien er at klarlægge, hvad der er vigtigt for dig i dit liv, samt arbejde med, hvordan du kan mindske problemernes indflydelse.
Det er vigtigt for mig, at du oplever, at samtalerne er en dialog, hvor vi tager udgangspunkt i at tale om det, der er betydningsfuldt for dig. Samtidig er jeg også optaget af, at vi taler om det du står i på nye måder. Der er mange måder at leve livet på og det er din stemme og dine refleksioner, som skal fylde – ikke mine.
Varigheden af terapien varierer alt efter dine problemstillinger og hvad du ønsker og er selvfølgeligt meget individuelt. Nogle har brug for nogle få samtaler, mens andre har brug for et længere forløb. For de fleste er det hjælpsomt at komme hyppigere i starten af forløbet (ofte 1 gang hver eller hver anden uge), mens de i slutningen af forløbet kommer med længere intervaller (f.eks. hver 3.-4. uge).
Det er vigtigt at samtalerne er hjælpsomme, for dig. Jeg er optaget af at bruge terapiformer, der har vist sig som effektive indenfor de problematikker jeg møder og benytter primært den narrative metode, men også systemiske, kognitive og mentaliseringsbaserede tilgange. I samtalerne vil vi løbende evaluere forløbet, for at holde øje med effekten af terapien.
Du kan komme hertil som selvbetaler, via forsikring eller hvis du har en henvisning fra din egen læge.
Læs mere under sygesikring.
De problematikker jeg typisk arbejder med er:
Depression. Herunder tristhed, manglende glæde og nedtrykthed.
Angst. Herunder panikangst, sygdomsangst, socialangst mv.
Livskriser: eksistentielle kriser, skilsmisser eller jobkriser.
Traumer og incest: Ulykker, overfald eller overgreb der er sket fornyeligt eller senfølger på traumer, overgreb eller svigt.
Fødselsreaktioner: – herunder reaktioner på den store livændring det er er at være blevet forælder.
Selvudvikling – det kan være ønsker om at ændre på nogle tanke- eller handlemønstre der ikke er i overensstemmelser med de ønsker man har for at leve sit liv.
Stress – det kan være jobrelateret eller andre former for overbelastning.
Selvværdsproblemer – det kan være problemer med følelsen af at være god nok.
Jeg havde aldrig troet, at det skulle lykkes mig at finde en psykolog, hvor jeg både kunne føle mig tryg, og få den nødvendige hjælp. Derfor var jeg meget skeptisk, da jeg havde min første konsultation hos Maria, men jeg blev mødt af et utrolig varmt, imødekommende og nærværende menneske der formåede, at skabe et trygt og tillidsfuldt rum fra første dag. Maria er en yderst kompetent, rummelig og engageret psykolog, som har haft en altafgørende betydning for, hvor jeg er i mit liv i dag. Det betyder med andre ord, at jeg virkelig har værdsat mine konsultationer hos hende, og at det faktisk lykkedes mig, at finde en psykolog der både så mig og forstod mig. Hun har uden tvivl haft en medvirkende årsag til, at jeg fandt et mod og en styrke til at stole på mig selv.
Jeg har gået hos Maria over en længere periode på ca. to år. Her i dag, ca. to år efter jeg stoppede, mindes jeg mit forløb med glæde og taknemmelighed. Alt synes uoverskueligt, da jeg startede i terapi, men jeg oplevede at være rigtig tryg ved at komme hos Maria. Hun hjalp mig stille og roligt med at opdage, hvad mit stress og udbrændthed egentlig handlede om, og det var en lang og sej kamp, og samtidig var det en spændende rejse, hvor jeg blev meget klogere på mig selv. Maria mødte mig roligt og professionelt, men samtidig med en varme som gjorde mig tryg ved at komme der. Hun hjalp mig med at opdage perspektiver og nuancer, samt sætte ord på, som jeg ikke selv formåede at finde frem til på egen hånd. Mit forløb hos Maria var startskuddet til, at jeg fik det meget bedre, og fik nogle brikker til at falde på plads i mit liv. Jeg oplevede også at få konkrete redskaber, når jeg efterspurgte dem. Jeg kan på det varmeste anbefale Maria!